Back to All Events

Samtaler i sofaen

TNYT LIVE INTERVIEW-KONCEPT I GL. RYE
”Samtaler i sofaen” er titlen på Fælleshuset Gl. Ryes splinternye initiativ. Konceptet bygger på en række live interviews med ildsjæle og kendte kunstnere.

”Samtaler i sofaen” er kort og godt en stribe underholdende og medrivende samtaler mellem initiativtager og fotograf Dott Ovesen og forskellige samtalepartnere. ”Samtaler i sofaen” er lavet som støttearrangementer for Fælleshuset. 50 procent af billetindtægterne går således til drift af Fælleshuset, mens de resterende 50 procent går til betaling af den aktuelle gæst.

Første samtale finder sted den 10. februar 2016 kl. 19.30 under overskriften ”SORG HAR MANGE ANSIGTER - OGSÅ HOS BØRN”. Børn kan bla. opleve sorg, når en de holder af flytter eller på anden måde forsvinder ud af deres liv, ved skilsmisser og når mennesker eller dyr dør fra dem.
Gæsten i sofaen er familieterapeut og pædagog Anna Prip, som har specialiseret sig i børn og sorg – og som er kendt fra både radioprogrammet ”Netværket” på P1 og fra DR1-dokumentarserien ”Når hele børn deles”.
Der er kun sat 50 billetter til salg, så det gælder om at være vaks ved tastaturet. Billetter kan købes på Billetto klik her.

Initiativtager Dott Ovesen forklarer her om baggrunden for interview-rækken:
- Jeg elsker at tale med mennesker, bidrage med gode og givende oplevelser i lokalområdet - og skaffe midler til drift af Fælleshuset Gl. Rye. Med ”Samtaler i sofaen” opfyldes alle tre ting, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg vil i øvrigt gerne understrege, at andre borgere også kan finde gæster og interviewe dem i sofaen med publikum på. Jo flere interessante snakke jo bedre lyder det fra Dott Ovesen.

Yderligere oplysninger:
Kontakt Dott Ovesen på:
dott@dotts.dk eller på Tlf. 2028 - 0110

 

 

 

Earlier Event: February 9
Tech Meetup møde
Later Event: February 11
Krea Meet Up